Autodesktop

Nytårskur blev mere digital

30/01 2017

Salgs- og CRM-værktøjet AutoDesktop oplevede en enorm vækst på alle områder i forhold til sidste års nytårskursweekend. Bilforhandlere melder derimod, at nytårskuren gav nogenlunde samme salgstal som sidste år. Få forklaringen på forskellen her.

Sidste år var et rekordår for bilsalget, og den trend ser ud til at fortsætte. Nytårskursweekenderne gav nemlig nogenlunde samme salgstal som sidste år, melder bilforhandlere.

 ”Salget er på samme niveau som sidste år,” oplyser Hanne Langsig Sørensen, PR/-informationschef ved Peugeot Denmark. Peugeot afholdte Nytårskur to weekender i træk. Hun oplyser, at i løbet af perioden 5. til den 15. januar fik knap 1600 af de franske løver plader på.

Hos bilhuset Pedersen & Nielsen gik det også fint med Nytårskuren i årets første weekend.

”Det var stort set det samme som sidste år. Vi solgte et par biler mindre i år,” siger forretningschef Jan Kronborg. Billedet er det samme hos forhandleren Harry Mikkelsen. Her drillede sneen om lørdagen dog lidt.

”Folk ville ikke ud at køre i det vejr. Så vi fik lidt færre prøvekørsler den dag. Men salget var det samme som sidste år. Mange kom også i de efterfølgende dage i løbet af ugen og købte biler,” oplyser Frank Mikkelsen.

Voldsom stigning

Helt anderledes vildt ser det ud, når man kigger isoleret på væksten via CRM- og salgsprogrammet AutoDesktop, som de to overnævnte bilhuse bruger.

Her afslører tallene en stigning på antal solgte brugte og nye biler på intet mindre end 119 procent, altså langt over det dobbelte i forhold til samme weekend sidste år. I alt blev der solgt knap 1300 biler gennem AutoDesktop. Der blev givet over 4000 tilbud og registreret 4000 prøvekørsler – stigninger på henholdsvis 127 procent og 50 procent i forhold til året før.

”Tallene afspejler en bred opbakning til branchens eget IT-program. Vi kan se en voldsom stigning, men det er ikke et udtryk for, at der bliver solgt flere biler end samme tid sidste år. Det kan forklares med, at der er mange flere forhandlere, som bruger AutoDesktop. Her er der alene tale om en stigning på hele 48 procent, mens antallet af unikke brugere af programmet er steget med 79 procent. Samtidigt kan vi se, at flere funktioner som fx finansiering, prøvekørsler og tilbud bliver brugt mere af de eksisterende brugere,” understreger adm. direktør Claus Nyboe fra Biltorvet A/S, der står bag programmet AutoDesktop.

Ny trend

Trenden er, at der sælges færre af de små mikrobiler og flere af de større modeller.

”Kunderne køber andre modeller. Hvor der sidste år var et stort salg af bl.a. Peugeot 108, er der i år virkelig gang i både 2008 og 3008 – så ingen tvivl om, at der stille og roligt sker en segmentforskydning,” oplever Hanne Langsig Sørensen. Segmentforskydningen har Jan Kronborg fra Pedersen & Nielsen også bidt mærke i. Han har også en klar idé om hvorfor.

”Folk har fået flere penge mellem hænderne. Man gik på kompromis sidste gang, der blev købt bil og det var en mikrobil. Nu vil folk gerne have noget bedre,” mener han.