Biltorvet har åbnet uddannelsesbutikken

9 sep 2016 | Biltorvet.dk

Uddannelsesleder Johnny Nedergaard (tv.) og kompetencechef Troels Meyer arbejder på højtryk for at klargøre Biltorvets kurser og uddannelser. I tæt samarbejde med importører, bilforhandlere og branchefolk tilbyder Biltorvet Akademi nu en række kurser og uddannelser, som er målrettet og med fokus på nybils- og brugtbilsforhandlere og ikke mindst eftermarkedet. Det betyder, at dørene til uddannelsesbutikken er åbne, og dermed står Biltorvet Akademi klar til at inspirere bilforretninger til at udvikle en af de vigtigste ressourcer, nemlig medarbejderne.

Siden maj måned har Biltorvet Akademis kompetencechef Troels Meyer, og konsulentteamet bag akademiet, arbejdet på højtryk for at klargøre efterårets udbud af relevante, praksisnære kurser og uddannelser, som er målrettet autobranchen.

”Vi har brugt de seneste par måneder på at besøge rigtig mange bilforretninger. Vi har afholdt morgenmøder og besøgt importører”, udtaler en forventningsfuld kompetencechef, Troels Meyer – og tilføjer; ”Vi er blevet utroligt godt modtaget med tilkendegivelser om stigende nødvendighed og behov for videreuddannelse i branchen. Så nu glæder vi os til at komme i gang”.

Mange glade kunder i butikken

I løbet af den første halvanden måneds tid har Biltorvet Akademi allerede budt godt 100 kursister velkommen. ”Deltagerne på de tilbudte kurser strækker sig lige fra salgschefer, sælgere og værkførere, hvilket bidrager med en rigtig god dynamik på de forskellige kurser -og tilmeldingerne tikker fortsat ind til efterårets kurser”, siger Troels Meyer.

Et af de kurser der især har modtaget meget positiv feedback, er effektivitets- og LEAN-uddannelsen, der blev tilbudt i midten af august.  På dette uddannelsesforløb tilbragte deltagerne tre dage på ét af Biltorvet Akademis uddannelsessteder som ligger i Mommark, hvor netop Lean, ledelse og effektivitet var på programmet.

Salgschef, Henrik Rosendal, fra Toyota i Randers var en af deltagerne. Han har tidligere taget en lederuddannelse og valgte at tage turen til Mommark igen for at få ny inspiration til den daglige ledelse i forretningen. ”Jeg erkender vigtigheden af hele tiden at motionere mine ledelseskompetencer,og de her tre dage har i den grad budt på ny inspiration og muligheder for netværksdannelse”, udtaler Henrik Rosendal.

Holdet bag akademiet

Troels Meyer har samlet et underviserhold på ikke færre end 5 Biløkonomer, en Webudvikler, en Social Media Manager og tidligere Mommark-underviser; Johnny Nedergaard. Sidstnævnte startede hos Biltorvet Akademi i maj måned og har mere en 11 års erfaring med undervisning i branchen.
”Vi har virkelig samlet et stærkt team af meget kompetente folk til at undervise sammen med Biltorvet Akademi, og vi glæder os til at møde alle kursisterne her i løbet af efteråret”, siger Johnny Nedergaard.

Nye varer på hylderne

Udover de velkendte basis- og superbrugerkurser i AutoDesktop tilbyder holdet bag Biltorvet Akademi en række kortere uddannelser, der knytter sig til jobbet som leder, bilsælger og kundemodtager. Blandt de nyeste tiltag er der derudover 1-dags-kurser i brugen af Sociale Medier, Google Analytics og hvordan man kan blive bedre til at tage billeder og film af forretningens køretøjer.

En anden ny uddannelse, der især er høje forventninger til, er forandrings- og projektlederforløbet. I dette uddannelsesforløb er det den praktiske forandring hjemme i virksomheden, der udgør selve indholdet i uddannelsen.

Johnny Nedergaard forklarer, ”at det handler om at få nye procedurer og tiltag til at virke hjemme i butikken. Altså at få ide til at blive til virkelighed. Eksemplet er, at bilforhandleren ønsker at overgå til 100 % digital registrering af kundeemner, således, at det vil blive muligt at følge op på alle kunder, der besøger forretningen. På papiret en simpel forandring – men i praksis er det svært. I sådan en situation er der behov for et projektforløb, hvor forandringsledelse er nøglen til succes. Netop dette forløb kan derfor sikre, at målet bliver indfriet – og vi kører ikke før det virker”, afslutter Johnny Nedergaard, der kommer med en frisk HD i organisation og ledelse fra Syddansk Universitet.

Kurser til eftermarkedet

I begyndelsen af efteråret, vil Biltorvet Akademi også udbyde kurser, der er målrettet til eftermarkedet. Kurserne vil bl.a. have fokus på at hæve kompetencen og udvikle samarbejdet mellem eftermarkedsafdelingerne – og samtidig iværksætte konkrete tiltag til løbende opfølgning og forbedring af drift og kunderelationer.

De nye uddannelser er blevet til på baggrund af den tætte dialog, som Biltorvet Akademi har med branchens aktører, gode input fra Biltorvet A/S’ bestyrelse og ikke mindst de mange års erfaring med undervisning i branchen. Biltorvet Akademis kursuskalender tilbyder pt. kurser fra nu af og til årsskiftet.

Se mere og tilmeld

For mere information om de enkelte kursusforløb og uddannelser som Biltorvet Akademi tilbyder, datoer og priser, kan du se mere og tilmelde dig på www.biltorvet.as/akademi

 

Se artiklen i Motormagasinet her