AutoDesktops app opdateret

8 nov 2016 | AutoDesktop

”Fagre nye verden!” lyder det overrasket fra kunderne, når de får taget et billede af kørekortet og kvitterer med en pegefingerunderskrift på sælgerens mobiltelefon, og derefter kører væk på en prøvekørsel. Det fortæller afdelingsleder Jes Abrahamsen fra ATbiler i Give, der er en af mange bilforhandlere, der længe har brugt AutoDesktops app i det daglige salgsarbejde. App’en, der har eksisteret siden 2013, kommer nu i en komplet ny version, hvor intet fra den gamle app er blevet genbrugt, bortset fra funktionerne.

”Når bilsælgerne er langt væk fra deres skrivebord, fordi de går rundt og viser biler til en kunde, har det været en stor fordel for dem at bruge app’en, så de lynhurtigt kan få en prøvekørsel sat i sving på stedet, gemme køresedlen digitalt og automatisk huske sælgeren på at følge op i AutoDesktops kalender,” siger Morten Vestergaard, konsulentleder fra Biltorvet A/S, der er virksomheden bag app’en og programmet AutoDesktop.

Sløseri af værste skuffe
Den nye app får et friskt design, som er endnu mere intuitivt og hurtigere at bruge end den gamle app, som blev modtaget med begejstring af både sælgere og kunder.

”I gamle dage tog vi en fotokopi af kørekortet og sendte så kunderne afsted. Det er sløseri og dovenskab af værste skuffe, for der skal jo laves en ordentlig køreseddel,” indrømmer Jes Abrahamsen, der dog også husker, hvordan køresedlerne, når de blev skrevet, også forsvandt i papirbunkerne på skrivebordet. Jes Abrahamsen er derfor glad for, at app’en har hjulpet sælgerne til at få styr på køresedlerne, så der kan følges op på kunderne – og med app’en kan sælgerne se alle disse aftaler direkte på telefonen.

Den nye app får tilmed en funktionalitet, hvor den kan sende en besked til sælgerens mobil, når en kunde henvender sig via en webformular på forhandlerens webside. Det er en fordel i bilhuse, hvor der loves hurtigt svar på en henvendelse. Funktionen kan også bruges uden for normal åbningstid, så sælgerne fx kan svare i en vagtordning.

Find det fluks
En anden feature med app’en er også muligheden for at oprette biler på stedet. Det er fx noget, som de bruger meget hos bilhuset Peugeot i Sakskøbing.

”Vi har mange brugte biler, og her er det dejligt let at kunne oprette bilen og klikke ekstraudstyret af på stedet, tage nogle billeder med telefonen, og så er bilen både oprettet i AutoDesktop, og publiceret som annonce på biltorvet.dk nærmest med det samme,” siger bilsælger Christian Larsen.

Den nye app får på sigt også mulighed for at sende køresedler direkte til kundens telefon, men her udestår der et spørgsmål om, hvorvidt det er lovligt for en kunde blot at vise en sms til politiet, før den feature kan sættes endeligt i søen.

Den nye version af AutoDesktops app er tilgængelig i App Store i slutningen af november og virker til både tablets og telefoner, der understøtter iOS som styresystem.

 

Vær opmærksom på:
Det er første version af app’en, der er tilgængelig i november. Senere bliver det også integreret, at man kan oprette biler og klikke ekstraudstyr af ligesom man kunne det i den gamle app. Kan du ikke undvære denne funktion, så slå automatisk opdatering fra, så du beholder den gamle app i telefonen. I første kvartal af 2017 kommer version 2, hvor disse funktioner igen er tilgængelige.