Biltorvet.dk – nyt site og mange flere biler

2 jan 2017 | Biltorvet.dk

Det har været et fantastisk bilår, hvor vi blandt meget andet lancerede en ny version af biltorvet.dk, med et nyt, lækkert design og langt flere søgemuligheder. Næste år bliver endnu bedre, når vi for alvor kommer ud at køre med det nye site med flere features, nye artikler og spændende anmeldelser. I 2017 kan vi også se frem til, at motorcykler, campingvogne og trailere triller ind på biltorvet.dk.

I 2016 kom der guides til på biltorvet.dk. Guides er et nyt initiativ, hvor brugerne kan få gode råd til deres bilkøb og -vedligeholdelse. I 2017 vil det også blive muligt at læse forskellige tests af brugte biler. Alt dette skulle gerne skabe mere trafik på siden, så flere ser netop dine annoncer.

De mange anmeldelser, artikler og guides er altid tilgængelige på biltorvet.dk og deles på flere sociale medier, som LinkedIn, YouTube og Facebook. Det har vist sig at være en stor succes. Succesen har faktisk været så stor, at vi i 2016 oplevede en stigning på 25 procent i antallet af likes på vores Facebookside og landede på 10.000 likes her ved årets udgang.

Foruden succesen på Facebook, så er biltorvet.dk også tæt på 47.000 køretøjer til salg. Det er en samlet stigning på 15 procent i forhold til starten af 2016.

Google er vild med Biltorvet
Det er ikke nogen hemmelighed, at langt de fleste der søger efter en ny eller brugt bil i dag, benytter sig af søgemaskiner. Derfor arbejder vi intensivt på at søgemaskine-optimere biltorvet.dk – fx vægtes netop det redaktionelle indhold ret højt af søgemaskinerne. Arbejdet med dette bar frugt i 2016. Vi ser en stigning på godt 14 procent alene på googlesøgninger, hvor folk guides ind på biltorvet.dk.

Her må vi også nævne, at det er yderst vigtigt, at I som bilforhandlere formår at skrive nogle gode salgstekster og ikke kun laver en opremsning af bilens specifikationer, når I lægger jeres annoncer på biltorvet.dk. Det kunne f.eks. være at skrive: ”Stor rummelig familiebil med plads til både børn og kæledyr. Velegnet til lange køreture” osv. Dette kalder man at søgemaskine-optimere, forkortet SEO, og sådanne gode tekster er med til at øge placeringen på Google, så brugerne klikker ind på din annonce fremfor konkurrentens.

I 2016 var der overordnet set en stigning i antallet af besøgende på biltorvet.dk på lidt over otte procent. Ser man på, hvad de besøgende har søgt på, tegner der sig et ret klart mønster. Når der søges efter en bil på biltorvet.dk, taster 80 procent et bestemt bilmærke og 68 procent en bestemt bilmodel ind.

På 3. pladsen over hvad der vægtes højst i søgningen på biltorvet.dk, er bilens alder. Her er det især biler med 3-4 år på bagen, der hitter, hvilket understreger, at biltorvet.dk bruges til det, vi er bedst til, nemlig at have det største udvalg af nyere, brugte biler. Søgekriterier som bilens farve og brændstoføkonomi har overraskende lille betydning.

Biltorvet bliver berømt
Et stort fokusområde i 2017 bliver at få biltorvet.dk som brand hamret ind i mediernes og ikke mindst brugernes bevidsthed, så vi øger kendskabsgraden. Markedsføringsindsatsen har været stor i 2016 med mange tiltag. Vi har blandt andet haft annoncer på bagsiden af Bil Revyen, Brugte Dømmebiler, Årets Sjoveste biler og AutoBranchens fagblad, samt i landsdækkende aviser. Vi har udsendt et hav af pressemeddelelser, hvor nogle måske har lagt mærke til den øgede omtale i fagbladet Motor-magasinet – i årets sidste måneder havde vi i gennemsnit en artikel i hvert eneste nummer. Dette arbejde intensiveres i 2017, hvor der bliver fokuseret mere generelt på at øge bilkøbernes kendskab til Biltorvet gennem redaktionel omtale, hvor Biltorvet er i gang med at indgå aftaler med diverse medier.

Biltorvet A/S sidder på en guldgrube af statistikker, der kan afsløre meget om danskernes bilkøbsvaner. Vi vil fodre medierne med spændende statistikker og historier fra vores bilverden – og her er I velkomne til at byde ind med gode idéer. Derudover åbner vi en pressetjeneste, hvor medier kan henvende sig for bilviden.